Smukke, grønne og robuste landskaber
Anne Vium Skaarup og Søren Hykkelbjerg Poulsen
Smukke gamle tagspær, røde modelbiler og masser af små potteplanter på tegnestuen i Aarhus danner rammerne for en snak med Anne Vium Skaarup og Lise Vium fra Skaarup Landskab om, hvordan landskabsfagets mangeårige praksis rimer på nutidens fokus på bæredygtighed og den grønne omstilling, samt deres omfavnelse af BIM.
Der er noget inspirerende ved tegnestuer, der både besidder et fagligt overskud og et strategisk mod til at gøre tingene på deres egen måde. Det er tilfældet hos Skaarup Landskab, som blev etableret i 2017 af landskabsarkitekterne Anne Vium Skaarup og Mogens Dueholm. En solrig septemberdag besøgte vi kontoret i Aarhus, hvor vi mødte Anne og Lise Vium, der er associeret partner, for at blive klogere på deres tilgang til landskabsfaget – og hvordan det er gået med at flytte tegnestuen fra 2D-CAD til BIM og 3D-projektering.
”Vi er en mindre, klassisk landskabstegnestue, der er båret af stor erfaring og brede kompetencer. Vi insisterer på at forblive en mindre enhed, så de samme personer og kompetencer kan følge projekterne gennem alle faser – fra den første skitse til aflevering,” indleder Anne med henvisning til, at tegnestuen udgøres af fem fagligt kompetente landskabsarkitekter.
Tversted / Foto af Skaarup Landskab
Omverden anerkender landskabsfagets bidrag til den grønne omstilling
”Vi ønsker at skabe grønne, smukke og robuste projekter, der med udgangspunkt i håndværksmæssige traditioner resulterer i langtidsholdbare projekter. Vi oplever heldigvis et tiltagende sammenfald mellem de værdier, vi gennem mange år har arbejdet ud fra og samfundets øgede fokus på bæredygtighed. Det indebærer blandt andet, at projekterne skal være så grønne som muligt og i videst mulig grad udføres med lokale ressourcer. Alt dette har landskabsarkitekter arbejdet med længe, og på trods af at vi som tegnestue har mødt meget modstand undervejs, har vi holdt fast. Nu får vi mulighed for at udfolde dette i vores projekter. Tiden er nu moden til, at vi kan arbejde mere med det, vi hele tiden har argumenteret for og ønsket os,” forklarer Anne.
Men det handler ikke blot om at holde fast i fortidens arbejdsmetoder og forestillinger – om de viser sig at holde stik eller ej. ”Som udgangspunkt tænker vi bæredygtighed ind i alle vores projekter – uanset om vores bygherrer efterspørger det eller ej. For os handler det i høj grad om respekt for vores eksisterende ressourcer, og derfor forsøger vi altid at nedsætte klimaaftrykket af vores projekter så meget som muligt. En af vores nuværende udfordringer er, at vi skal være opmærksomme på, at vi ikke holder fast i indgroede forestillinger. Derimod skal vi løbende undersøge og dokumentere, hvorfor vælger én løsning fremfor en anden,” fortæller Anne og fremhæver, hvordan det store CO2-mæssige potentiale, der ligger i at bevare eksisterende træer fremfor at plante nye som et konkret eksempel på, at tegnestuens forestillinger på det seneste er blevet rykket.
Det forkromede overblik
Et af Skaarup Landskabs aktuelle projekter er Kabelbyen på havnen i Middelfart – et nyt kontorbyggeri på 12.400 m2 for investeringsfirmaet Selfinvest. Rasmusrasmus er arkitektrådgiver på byggeriet med Skaarup Landskab som landskabsarkitekt og dermed ansvarlig for de omkringliggende udearealer og en ny havnepromenade, der definerer kanten til vandet. Landskabsprojektet består af en flot havtrappe, en forplads, som formidler skalaspring mod bl.a. pakhusene i nærheden, behagelige grønne rum oven på en P-kælder og en række fine gårdrum. På grund af den vandnære beliggenhed er klimasikring en integreret del af projektet. Høj kvalitet og lang holdbarhed er de væsentligste parametre for materialevalget i projektet, der er en del af den samlede havneudvikling i Middelfart. Kabelbyen er samtidig tegnestuens ilddåb i Archicad, og Skaarup Landskab er med stor selvtillid hoppet ombord på det omfattende projekt, hvor alle fag udveksler 3D-modeller.
Kabelbyen / Rendering af RasmusRasmus
”Vi arbejder i 3D og bliver ved med at arbejde detaljeringen ned i vores 3D-modeller. Samtidig koordinerer vi ekstra meget mellem fagene, hvor der for eksempel både er en rådgivende ingeniør og en havneingeniør involveret i projektet,” forklarer Lise Vium, der er associeret partner: Hun fortæller, at der indtil videre har været et stort antal ingeniører fra 4-5 forskellige rådgivningsfirmaer involveret i projektet. ”Når vi sidder med 3D-modellen, har vi det forkromede overblik og kan derfor samle alle informationer på tværs af rådgiverne. Af og til er vi nødt at konvertere de andre fagrådgiveres 2D-tegninger til 3D, så vi kan koordinere alle løsninger og se konsekvenserne af deres forslag. Ingeniørerne er ofte meget fokuserede på de specifikke beregninger og løsninger, som de er blevet bedt om at levere, hvor vi som landskabsarkitekter i højere grad har en holistisk tilgang. Vi skal derfor – på en pragmatisk måde – være katalysator for en række designbeslutninger.”
Komplekse projekter kræver 3D-overblik
Lise fortæller at de netop har færdigprojekteret og lige nu vedligeholder dokumentationen i både 2D og 3D i forhold til de ændringer, som der opstår under udførelsen. ”Bygherre ønsker en uhyre høj kvalitet, og vi har været det hele igennem så mange gange under projekteringen, at vi forventer, at der vil være få overraskelser, når udførelsen virkelig går i gang.”
Archicad er medvirkende til at projektet er blevet så vellykket som det er tilfældet, forklarer Lise.
”3D-modellen gør det muligt for os at formidle de komplekse problemstillinger, som det ellers ville have været svært at få bygherre og medrådgivere til at forstå. Vi kunne ikke arbejde på denne måde med dette projekt, hvis vi ikke have anvendt Archicad. Men det har samtidig betydet, at vi har ramt jorden i løb med en utrolig stejl læringskurve. Det er noget af en ilddåb at skulle levere på højeste niveau, lige efter vi havde været på kursus, hvilket i kombination med lidt barselsramte medarbejdere har trukket på alle nagler.”
Kombinationen af Archicad og Twinmotion sparer tid
Skaarup Landskab har skiftet de gamle arbejdsgange i 2D ud med nye i 3D på blandt andet Soldalhus og Bindselv, mens de på en række andre projekter fortsat har arbejdet 2D, men udskiftet AutoCAD med Archicad. Det er sket for at kunne udveksle CAD-tegninger med andre rådgivere, som anvender AutoCAD, på projekter hvor der ikke har været behov for en 3D-model. Det har krævet lidt justeringer af de transparente dele af tegningerne, når grafikken eksporteres for at sikre at den ligner en almindelig AutoCAD-tegning. På trods af de minimale justeringer, er Lise ikke i tvivl om at skiftet til Archicad har været værdiskabende.
”Det har været en stor fordel at anvende Archicad fremfor Illustrator, og pludselig fremstod vores udbudstegninger næsten som konkurrence-tegninger. Så måtte vi lige tone noget af det lidt ned med Graphical Overrides,” fortæller Lise med et smil og konkretiserer, ”Hvis der ikke er nogen der beder os om 3D, så leverer vi 2D. Men vi benytter 3D, når vi har brug for at se løsningerne i perspektiv og til at lave visualiseringer med Twinmotion. Visualisering er nu MEGET mere smidigt end vi tidligere har været vant til. På Nibe områdefornyelse modellerede vi alligevel de dele af projektet, vi havde brug for at formidle til bl.a. bygherre og fondsansøgninger i 3D. Det tog ikke mere end 2 arbejdsdage at tillægge materialer til modellen og visualisere den i Twinmotion. Det er langt hurtigere end vores gamle workflow, hvor vi skulle fra AutoCAD til Sketchup og så Photoshop for at lave illustrationer.”
Nysgerrighed som drivkraft
Som mange andre landskabstegnestuer kickstartede Skaarup Landskab deres 3D-projekter med kursusforløb skræddersyet til landskabsarkitekter. Efter at have arbejdet med Archicad og LAND4 i et par år reflekterer Lise over tegnestuens rejse, der egentligt er gået mere eller mindre som de havde forventet det.
”Efter kurset var nogle rigtigt hurtige til at komme i gang, mens andre kæmpede lidt mere. Det gælder især vores to partnere, der er meget ude af huset og primært arbejder med Outlook og Excel og derfor ikke tegner så meget i hverdagen. Jeg er selv relativt nyuddannet og har skulle lære at projektere, samtidig med at jeg skulle lære et nyt program. Jeg har endnu ikke opnået samme hastighed, som jeg husker, jeg havde i AutoCAD – men omvendt får vi altid det ud på print som vi forventer. Her vinder vi på både tid og funktioner. Og så er det er en kæmpe lettelse, at vi slipper for at hoppe frem og tilbage mellem forskellige programmer – noget som vi længe har været frustrerede over. LAND4 udvikler sig også hele tiden, så vi kunne måske godt bruge et kursus i de nye features – men måske allermest har vi brug for at dele best practices med andre landskabstegnestuer,” fortæller Lise Vium.
Under samtalen bliver det klart, at nysgerrighed er en den gennemgående drivkraft for tegnestuen. ”Vi vil enormt gerne blive bedre til at forstå, hvad det er, vi gør – så vi ikke tager noget for givet. Der kommer måske et stigende krav til bæredygtighedsdokumentation på landskabet, hvilket kan vise sig at blive en lidt ærgerlig byrde hvis det alene handler om dokumentation. Omvendt ser vi ofte med DGNB-certificeringer, at landskabsarkitekter kan “redde” et bygningsprojektet – også selvom det kan være svært, når landskab ofte tænkes ind lidt for sent, så måske kan fremtidige krav til f.eks. LCA-beregning for både bygning og landskab medføre, at landskabsarkitekterne bliver inddraget tidligere i processen” afrunder Anne Vium Skaarup.
Bindeslev / Illustration af Skaarup Landskab
Bindeslev / Illustration Skaarup Landskab
Efter den hyggelige snak forlader vi tegnestuen med en forståelse for, at Skaarup Landskab både bygger på et solidt erfaringsgrundlag og en åbenhed overfor lære nyt og omfavne kommende muligheder. Et bedre udgangspunkt for fremtidssikringen af en tegnestue, kan man næppe forestille sig …
Nibe / Illustration Skaarup Landskab
Nibe / Illustration Skaarup Landskab
Nibe / Illustration Skaarup Landskab