Belægningsklinker fra Steffen Sten
Karens Minde Aksen, H.C. Andersens Have og Grønningen-Bispeparken. Det er blot nogle af de imponerende landskabsprojekter, hvori der indgår klinker fra Steffen Sten. Den gode nyhed for landskabsarkitekter er, at 14 af Steffen Stens belægningsklinker nu kommet med i den danske lokalisering til Archicad.
BIM for landskabsarkitekter er vækst
Oprindeligt er BIM-programmerne udviklet med arkitekter og ingeniører som de primære målgrupper, derfor er der også flest produkt-specifikke BIM-objekter og materialebiblioteker for disse faggrupper. Men indenfor de seneste år omfavner flere og flere landskabsarkitekter BIM som arbejdsmetode, hvilket betyder, at producenterne nu også leverer BIM-indhold målrettet landskabsarkitekter. I’et i BIM står som bekendt for informationer. Og skal du have mest muligt ud af dit BIM-projekt, skal 3D-modellens objekter beriges med egenskaber, som skaber værdi i det videre projektforløb. Der er her producenterne kommer ind i billedet, da de leverer de produktspecifikke data, brugerne skal bruge.
Teglklinker som Building Materials
Steffen Sten leverer tegl-produkter til bygge- og anlægsbranchen og har et stort sortiment af belægningsklinker til hårde belægninger. For at gøre det nemt for landskabsarkitekter at benytte disse produkter på deres BIM-projekter, har Steffen Sten udarbejdet et stort katalog med belægningsklinker i forskellige forbander, som kan placeres på terrænprofilerne i Archicad.
Biblioteket består af 14 forskellige tegl-klinker, der hver især findes som halvforbandt, sildebensforbandt og vinkelforbandt. Alle kombinationer af klinke og forbandt er oprettet som Building Materials i Archicad. De indholder alle snit-skravering og har et retvisende navn, der indeholder klinkernes dimensioner – herunder især klinkernes højde, da denne højde påvirker CO2e-aftrykket til brug for LCA-beregningen.
Derudover har hvert materiale også en Surface map, der viser et foto i høj kvalitet – det ser flot ud i både arbejdsbilledet i BIMx og i visualiseringer med Cineware.
Klargjort til LCA-beregninger
Alle Building Materialer er forberedt til livscyklusanalyse med DesignLCA, så landskabsarkitekter kan lave deres egne LCA-beregninger – et område mange landskabsarkitekter begynder at interessere sig for.
Materialerne er tildelt CO2e-værdier og levetid i DesignLCAs Building Material LCA Settings. Dette er lavet ud fra teglværkernes EPD’er, som nogle ofte ikke er særligt detaljerede. Derfor har Steffen Sten i flere tilfælde selv omregnet CO2e-værdierne, så de matcher klinkernes specifikke højder. Dette for at sikre, at LCA-beregningerne bliver så præcise som muligt. Hvert Building Material er også tildelt et link til den relevante EPD eller til Steffen Stens hjemmeside, hvor de redegør for CO2e-værdierne.
For at LCA-beregningen bliver korrekt, skal du modellere 3D-geometrien, så belægningernes tykkelse – som 3D-objekt eller som del af en Composite – har den korrekte højde og svarer til højden angivet i navnet på det anvendte Building Material. For at sikre en retvisende LCA-beregning i DesignLCA, skal du huske at modellere med de korrekte dimensioner i 3D.
Alle de nye materialer fra Steffen Sten ligger i selvstændig mappe under Buidling Materials i den danske lokalisering (Template) til Archicad 29 v.2 og senere. Så hvis du allerede benytter den danske lokalisering, har du automatisk adgang til de nye belægningsklinker fra Steffen Sten. Materialerne vil på et senere tidspunkt også være tilgængelige som download direkte fra Steffen Stens hjemmeside.