VELUX sætter turbo på digitaliseringen
BIM (Building Information Models) vinder af mange årsager mere og mere indpas i byggeriet. Der er dog stadig mange uindfriede potentialer i forhold til yderligere at integrere BIM i designprocessen og give bygningsdesignere og arkitekter mulighed for at effektivisere deres workflow, udnytte ressourcer bedre, skabe bedre arkitektur og mere bæredygtige bygninger.
For at hjælpe branchens aktører med i højere grad at udnytte fordelene ved BIM lancerer VELUX i samarbejde med GRAPHISOFT Center Danmark VELUX Project Development Guide – Best Pratice for Utilizing BIM to Design Spaces for Well-being.
Projektet tager udgangspunkt i en en-families bolig, frem for de store prestigeprojekter, som ellers ofte sammenkædes med at høste værdi ved digital projektering. Guiden viser, hvordan BIM kan være rygraden i et byggeprojekt allerede fra den indledende skitsering, f.eks. med analyser og simulering af omgivelser, sol, vind, energi og dagslys. Guiden dækker alt fra skitsering og visualisering over LCA-beregning og dagslyssimulering til projektering og tværfaglig koordinering. Alt sammen i ét samlet BIM-workflow.
Webinarer og en bogudgivelse
Som del af lanceringen af guiden afholdes seks gratis webinarer, der giver deltagerne indsigt i alle aspekter af et byggeprojekt.
Sammen med webinarerne kommer projektmaterialet til download så rådgivere kan dykke ned i, hvordan BIM-projektet er sat sammen. Lanceringen kulminerer med udgivelsen af en online bog, der samler de vigtigste indsigter omkring, hvordan BIM skaber merværdi på et mindre byggeprojekt.
Du kan læse mere om projektet, downloade projektmaterialet, tilmelde dig webinarerne og senere på året læse guide-bogen på denne side LINK MANGLER
En hands-on guide til bygningsdesignere
Martin Let Hansen er BIM Manager hos VELUX og initiativtager til den nye guide.
”Vores Project Development Guide viser blandt andet, hvordan LCA-beregninger, simuleringer af dagslys og indeklima bliver en integreret del af det samlede BIM-workflow – og hvordan bygningsdesignere på baggrund af resultaterne tilpasser designet for at opnå bygninger med lavere klimabelastning og skabe bedre velvære for beboerne. Ambitionen er at give arkitekter og designprofessionelle en praktisk, hands-on guide ved at dele et komplet BIM-baseret workflow baseret på et reelt byggeprojekt og ved anvendelse af en række bredt anerkendte værktøjer.”
Thomas Graabæk, indehaver af GRAPHISOFT Center Danmark, ser frem til at være vært for de seks webinarer og glæder sig over, at byggebranchen får en best practice-BIM-guide, fortæller:
”På store hospitalsprojekter, kontorbyggerier og kulturinstitutioner er der konsensus om, at BIM skaber værdi. Med denne guide viser vi, at BIM også bidrager med merværdi på mindre projekter – det handler grundlæggende om at udnytte alle mulighederne i BIM-værktøjer for at lave volumenafprøvninger, visualiseringer, LCA-beregninger, teste dagslysindtag og afprøve forskellige materialer med mere. Jeg er glad for, at vi sammen med VELUX har mulighed for at vise arkitekter og andre bygningsdesignere, hvordan de får mest ud af BIM på deres projekter – både til glæde for deres bygherrer, bundlinje og klimaet.”
VELUX Project Development Guide anvender Archicad som det primære BIM-værktøj. Derudover sikrer værktøjer som DesignLCA, Daylight Visualizer, MEP Designer, FEM-Design, BIMx og BIMcloud, at guiden dækker alle faser.