DesignLCA 6.0 lanceres med nye funktioner

Seneste version af DesignLCA 6.0 er netop frigivet med en række nye funktioner og en opdatering af den danske lokalisering, så bygningsreglementets ændringer i forhold til beregning af bygningers klimapåvirkninger.

Lad os straks hoppe ned i alle nyhederne!

Til at starte med, er der kommet en ny mulighed for at tilføje, fjerne flytte de ekstra linjer i beregningen, hvis man ønsker at medtage CO2-værdier i LCA-beregningen, som ikke automatisk indgår i værdierne fra BIM-projektets geometri. Det kan f.eks. være installationer, inventar, solpaneler, byggeproces, landskab eller andet.

 
 

Som det ses på illustrationen kan man i DesignLCAs palette ud for en eksisterende linje vælge hvordan man vil tilføje, fjerne eller flytte en linje. Man kan klikke på linjens havn for at ændre det og dobbeltklikke på linjens farve, for selv at vælge en ny farve, som vil blive benyttet i lagkage-diagrammet.

Linjernes indhold kan være en total sum af CO2, en kvadratmeter-værdi eller en procentsats, som tillægges resten af CO2-regnskabet. Lægger man f.eks. 10% til CO2-beregningen, vil det derfor ofte vises med en mindre procentsats i lagkagediagrammet, da hele lagkagediagrammet viser 100%. Er der negative lagkagestykker i diagrammet, kan det komme til at se underligt ud, da lagkagediagrammer ikke kan vise negative værdier.

I DesignLCA-paletten ses også de opdaterede reference-værdier i søjlediagrammet, som gør det muligt at sammenligne ens eget projekt med grænseværdierne for de forskellige bygnings-typologier i den nyligt opdaterede BR18.

 
 

I bunden af DesignLCA-paletten kan man nu vælge at få vist en af to forskellige CO2-rapporter. Den ene rapport, “Material CO2 Report”, har været en del af DesignLCA i længere tid. Det er populært sagt design-delen af DesignLCA, hvor man nemt får et overblik over hvilke materialer er de “laveste hængende frugter” i forhold til at udskifte materialer med mere bæredygtige alternativer. Det smarte er, at rapporten er opdelt pr. lag i BIM-projektet og underdelt i Building Materials. Det er altså nemt at se forskel på f.eks. gips i indervægge, ydervægge og etagedæk.

 
 

Den anden CO2-rapport, “Element CO2 Report”, er helt ny. Den viser de objekter (ofte produkter eller prefabrikerede bygningsdele), som er tildelt en specifik CO2-værdi på objekt-niveau. Igen er rapporten opdelt i BIM-projektets lag og underdelt i objekter efter “Element ID”. Her kan man f.eks. se klima-aftrykket fra døre og vinduer.

Når man skal oprette nye materialer og tildele dem CO2-værdier, levetider og funktionel enhed benyttes DesignLCAs “Building Material LCA Settings”. Her er der også kommet nye funktioner.

Først og fremmest kan man nu indsætte CO2-værdier med eksponentiel notation, hvilket også kaldes “videnskabelig”. Det er den mest udbredte måde at skrive CO2-værdier i EPD’er, og det er derfor en kæmpe fordel, at man nu kan copy/paste direkte fra EPD’er ind i DesignLCA. Bemærk at  når man indsætter værdier i eksponentiel notation – ser f.eks. således ud 1.345200e+01, som svarer til 13,452  – skal værdien være med punktum som decimal-differentiator og med et lille “e”.

 
 

En anden nyhed i “Building Material LCA Settings” er at man nu kan se slukkede LCA-moduler med grå skrift og en streg frem for CO2-værdien. Årsagen er, at man tidligere kunne komme til at glemme at indtaste CO2-værdier på slukkede moduler, hvilket ville medføre beregningsfejl, hvis man senere slog flere moduler til i LCA-beregningen.

Som en sidste udviklingsnyhed i DesignLCA plugin’et, har vi rettet en fejl, hvor det tidligere ikke var muligt at gemme LCA-beregningen til Excel, hvis der var placeret 3D-elementer med på laget “Archicad”.

Den anden del af DesignLCA 6.0 opdateringen er en ny dansk lokalisering med en opdateret Template til Archicad 28, der matcher de ændringer der er gældende i bygningsreglementet pr. 1. juli 2025.

Bygningsreglementet (BR18) er endnu ikke opdateret, men man kan se de nye krav og data-grundlag i bekendtgørelsen “Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om bygningsreglement 2018 (BR18)” (BEK nr 271 af 11/03/2025) som kan læses på Retsinformation via dette link.

Forudsætnigns-ark som er en del af ibrugtagnings-dokumentationen under Layout Book i den danske lokalisering (Template) til Archicad 28

Den nye version af vores danske Template til Archicad 28, indeholder en række ændringer:

  • Opdateret liste med Building Materials baseret på generiske materialer fra bekendtgørelsen. Disse materialer er forudindstillet med CO2-værdier, funktionel enhed og levetid. Desværre indeholder bekendtgørelsen ikke URL til EPD’en for hvert materiale, men det håber vi vil blive tilføjet til BR18 i fremtiden.

  • Nye emissionsfaktorer for el, gas og fjernvarme. Disse værdier er fremskrevet med 50 år, for at medregne en forventning om et grønnere energi-mix i Danmark i fremtiden.

  • Reference-værdier fra bekendtgørelsen, som viser grænseværdierne fra de forskellige bygnings-typologier gældende fra 2025.

  • Forudsætnings-ark under Layouts, som viser generiske CO2-værdier for installationer, emissionsfaktorer opstillet efter ibrugtagnings-år og CO2-udledning fra brugsenergien for ferie- og tilbygninger.


Alt i alt betyder det, at DesignLCA er blevet endnu bedre, og tilmed indeholder alt det nødvendige for at kunne beregne LCA for bygninger, interiør og landskab. DesignLCA følger den internationale standard for LCA-beregning på bygningsniveau og kravene i bygningsreglementet. Det er dog ikke muligt, at beregne klimapåvirkningen fra byggeprocessen, hvilket kræver konkret kendskab til f.eks. materialetransport, energiforbrug på byggepladsen og spild/affald fra byggeprocessen. Kender man størrelsen på klimapåvirkningen fra byggeprocessen, kan dette dog tilføjes i DesignLCA, så det samlede resultat fra modulerne A1-A3, A4, A5, B4, B6, C1, C2, C3, C4 og D kan medregnes. Det er  dog langt mere end bygningsreglementet kræver i dag. DesignLCA er det eneste BIM-værktøj, som kan medregne modul B6 i LCA-beregningen, uden at man skal forlade BIM-programmet.

Vil du vide mere om DesignLCA 6.0, så kan du læse den opdaterede manual lige her, du kan se vores webinar fra april 2025 her, og så er det jo bare med at downloade den danske lokalisering til Archicad 28 her, så du kan komme i gang med LCA-beregningerne på dine egne projekter.

Rigtig god fornøjelse!

Næste
Næste

Nye skærpede klimakrav i BR18 træder i kraft juli 2025